Lær at lave et græskarhoved til Halloween

Sådan laver du et græskarhoved til Halloween

Det er snart Halloween, og det betyder, at græskarhovederne skal laves, så de kan sprede lidt (u)hygge rundt omkring. Hos BedreBoligliv.dk har vi lavet en lille guide som du med fordel kan benytte dig af, hvis du gerne vil vide, hvordan du laver et hyggeligt eller uhyggeligt græskarhoved til Halloween.

Køb et stort og orange græskar

græskar2

For at kunne lave et sejt græskarhoved til Halloween, skal du først og fremmes have fat i et græskar. Det anbefales at købe et stort og orange græskar, da en for lille model meget hurtigt kan blive svær at have med at gøre, når der skal udskæres mund og øjne.

Brug en tusch til at skitsere øjne og mund

Det kan godt være lidt svært at se stregerne på dette billede, men DE ER DER!

Det kan godt være lidt svært at se stregerne på dette billede, men DE ER DER!

Inden du går i gang med at skære i græskaret, er det en god ide at skitsere med en tusch, hvor øjne og mund skal være. På den måde har du nogle linjer at skære efter, hvilket alt andet lige gør det nemmere for dig at lave et flot græskar.

Skær toppen af (gerne som vist på billedet)

græskar5

Du starter med at skære toppen af, så du har en ”hat” eller et ”låg” til græskarhovedet. Som du kan se på billedet, kan du med fordel udskære en ”stjerne” for at gøre den lidt ekstra smart.

Udhul græskarhovedet for fyld og kerner

Sådan ser et næsten udhulet græskar ud

Sådan ser et næsten udhulet græskar ud

Når toppen er skåret af, er det blevet tid til at udhule græskarhovedet. Til det kan du med fordel bruge en spiseske eller lignende for at få skrabet siderne og bunden fri for kerner og fyld.

Det er vigtigt, at du får skrabet så meget fyld og så mange kerner ud som muligt. Fyldet indeholder en masse væske, der meget hurtigt kan få græskaret til at synke sammen, hvis det ikke fjernes.

Skær øjne og mund ud

Når du har udhulet dit græskar, er det blevet tid til at give det et udseende. Brug dine skitser til at skære efter. Start først med øjnene (og evt. øjenbryn) og skær munden ud til sidst. Det kan være en god ide at bruge en lidt mindre kniv til at skære øjne og mund ud.

Find et vindstille sted til dit græskarhoved og tænd lyset

Nu mangler lyset bare at blive tændt

Nu mangler lyset bare at blive tændt

Nu er græskarhovedet faktisk klar til at blive udstillet. Det er en god ide at finde et vindstille sted, så lyset ikke bliver pustet ud konstant. Du kan for eksempel stille græskarhovedet på din terrasse eller i din indkørsel, hvis du gerne vil skabe en hyggelig stemning hos de folk, der besøger dig.

Brug gerne et lys, der kan brænde i lang tid. På den måde er du fri for at skulle rende frem og tilbage og tænde et nyt lys.

Ekstra tips

Få græskarhovedet til at holde længere med atamon

Hvis du gerne vil undgå, at dit græskarhoved rådner med det samme, kan du med fordel pensle det indvendigt med atamon. Atamon er en skimmeldræber med E-nummer E-211. Atamon hæmmer væksten af skimmel og gærsvampe, hvilket kan forlænge levetiden på dit græskarhoved med min. 1 uge.

Derudover skal du også vide, at jo færre og mindre huller du laver i græskaret, jo længere tid holder det.

Find inspiration til dit græskarhoved på vores Instagram-profil

Er du i tvivl om, hvordan dit græskarhoved skal se ud? Besøg vores Instagram-profil og se, hvad andre læsere af BedreBoligliv.dk har gjort.

Få dit græskarhoved vist her på siden

Hvis du har lavet et flot græskarhoved som du gerne vil dele med andre, er du velkommen til at poste det på din personlige instagram-profil med hasttagget #bedreboligliv.

Hvis du gør det, vil vi uploade billedet her på siden med henblik på at inspirere andre til at lave et sejt og flot græskarhoved.