5 fordele ved vinterbadning

Skrevet i samarbejde med VinterBaderen.dk.

Du har måske hørt om det fra dine venner eller set billeder på de sociale medier. Vinterbadning har gennem de sidste år vundet indpas hos unge som gamle, bymennesker som naturelskere. Og det er bestemt ikke uden grund, for vinterbadning har mange fordele for både krop og sind. Overvejer du, om vinterbadning kunne være noget for dig? Her får du 5 fordele ved at hoppe i de isnende bølger:

1: Vinterbadning giver energi

Vinterbadning giver kroppen et rush, fordi den bliver afkølet. Det kan være godt for kroppen at skifte mellem temperaturen, og jo mere vant til vinterbadning, du bliver, jo nemmere bliver det for din krop at regulere sin egen temperatur.

2: Du kommer ud i naturen

Mange af os bliver nemt fanget i hverdagen på kontoret og aftener på sofaen. Vi glemmer at bruge den smukke natur, der omgiver os. Men det har positive effekter for krop og sind at være udenfor. Ved at tage en kold dukkert får du naturen helt tæt til kroppen.

3: Du får en oplevelse

Den første gang kan være svær. Du står måske på badebroen og fryser allerede inden, dine tæer har ramt den isnende vandoverflade. Når du langsomt sænker kroppen, og en bølge skvulper op på din krop, så kredser tankerne kun om, hvad der sker i kroppen. Vinterbadning er en oplevelse, der skal mærkes på egen krop. Og lige så meget, som det er en naturoplevelse, er det en oplevelse af, hvad din krop er i stand til.

4: Dit system får et boost

Vinterbadning kan have positiv effekt for kroppen, og mange vinterbadere oplever at være sunde og have velfungerende systemer. Om vinterbadere blot er sunde mennesker, eller om vinterbadning reelt har positiv effekt for kroppen vides ikke. Men sikkert er det, at du får en frisk fornemmelse og bliver ét med din krop for en stund. Det må siges at være godt for sjælen. Og sundhedseffekten, den tager vi gerne med oveni hatten.

5: Du får en anderledes aktivitet i fællesskab med andre

Det er vigtigt altid at vinterbade i selskab med andre. Tag din bedre halvdel eller en god ven under armen og sæt kursen mod kysten og få en helt anderledes fælles oplevelse. Ved at bade i selskab med andre er du sikker på, at der er hjælp ved hånden, hvis du bliver utilpas af det kolde vand. Og desuden er fælles oplevelser fantastiske samtalestartere og basis for et stærkt fællesskab. Netop derfor er vinterbadeklubber rundt omkring boomet i de seneste år, og du kan også overveje at melde dig ind i din lokale klub. Her er både saunaer og godt fællesskab at hente.