køkken i et funkis hus

Et funkishus giver dig mange muligheder

Et hus i stilen funkis tiltaler mange og er blevet meget populær blandt nybyggerier i dag. Stilen er ren og enkel i udtrykket, og den passer godt til den skandinaviske minimalistiske stil. Hvad enten du vælger et byggefirma til at bygge dit nye funkishus, eller du vil have et arkitekttegnet hus, så er der mange muligheder i dag.

Et funkishus består ofte af én eller flere firkantede kuber. Taget på et funkishus er fladt, og der er plads til store vinduespartier. De oprindelige funkishuse blev bygget i 1920´erne og 1930´erne (kilde Bolius). Det var firkantede villaer i ét eller flere plan, hvor al unødig pynt var skåret væk. Funkis kommer af funktionalismen.

I funktionalismen kommer funktionen før designet. Det vil sige, at designet skulle underordne sig den funktion, en ting eller en bygning havde. Derfor var funktionen i et oprindeligt funkishus det primære. Husets udseende kom i anden række, og skulle afspejle brugen af huset. Dekorative elementer som eksempelvis murbånd, gesimser og gavle over døre blev helt fjernet, for de havde ingen nytteværdi. Funkisstilen var også kendetegnet ved store vinduespartier, der ofte blev placeret asymmetrisk. Vinduerne blev placeret, så de gav det mest optimale lys inde i huset og det mest hensigtsmæssige kik ud i for eksempel haven. Det havde mindre betydning, hvordan huset så ud udefra.

Derfor kan man i nogle funkishuse fra dengang se, at vinduerne er placeret i hjørnerne. Indvendigt havde funkishuset store, regulære og lyse rum. Hvis huset var i to etager, så var der tale om to fulde etager, da der ikke var skråvægge. Dette fokus på funktionalitet betød dog ikke, at man var helt ligeglad med husets udseende udefra. Ofte blev funkishuse opført med pudsede mure, som kunne have forskellige farver. Vinduerne kunne have smalle sprosser, som var med til at understrege husets stringente stil.

Funkisstilen er utrolig populær blandt mange den dag i dag. Mange vælger at bygge nye huse i en stil, der minder meget om funkis. Vi vil gerne have rene linjer, store vinduespartier og store, åbne rum indenfor. Funkis passer godt til den moderne families livsstil og til den nordiske minimalistiske indretningsstil, som mange holder af.

Der er mange muligheder i et funkishus, og rummene er nemme at indrette. Den kubistiske opbygning giver mulighed for at lave niveauforskydninger, og det er også muligt at sammensætte kuber i forskellige højder. Derved kan man skabe et utrolig spændende og unikt hus på en enkel måde. Der er også mulighed for at udnytte den flade tagkonstruktion til terrasser eller altaner. Et hus i funkis kan bygges både i træ eller mursten eller i en kombination af begge, så der er uendeligt mange muligheder.

Hvis du skal i gang med at bygge dit eget funkishus, så kan du finde et byggefirma, der laver huse i funkisstilen. Du kan også vælge at få et arkitekttegnet hus i funkisstil. Søg inspiration på nettet for at finde arkitekter, der har tegnet lignende huse. Du kan også prøve at søge på ”byg hus” på nettet, så kommer der mange muligheder op.