Gode råd til dit første boligkøb

Forberedelserne er i gang og jagten er gået ind på drømmeboligen. Det kan være en stor beslutning at købe fast ejendom. Det er mange penge, det handler om, hvilket forståeligt nok skaber usikkerhed hos mange – især førstegangskøbere. Derfor har vi lavet en lille guide med gode råd til, hvor du skal være særligt opmærksom.

Hvem kan rådgive og hjælpe?

Det kan være en rigtig god idé at involvere en eller flere rådgivere i forbindelse med en bolighandel. Det kræver nemlig både indsigt i økonomi, boligmarked, jura og byggeteknik.

Først på listen kommer naturligvis ejendomsmægleren, som kan guide dig igennem hele købsprocessen. De kan finde den rigtige bolig, forhandle om prisen og udarbejde diverse dokumenter.

Derudover skal du naturligvis have en økonomisk rådgiver. Her vil du typisk gå en tur i banken for at få gennemgået de forskellige lånemuligheder – samt deres fordele og ulemper i forhold til din økonomi.

En populær rådgiver er også den byggetekniske. Han eller hun gennemgår boligens fysiske tilstand inden købet og sikrer dig mod ubehagelige overraskelser. Din byggetekniske rådgiver kan ofte også komme med overslag på priser for eventuelle renoveringer, udbedring af skader og lignende.

Sidst men bestemt ikke mindst har mange også fordel af en juridisk rådgiver. Det kan være uoverskueligt med skøde, servitutter, tinglysning og meget andet. Her kan en boligadvokat skabe overblik og rådgive.

Hvordan kan det finansieres?

Det er de færreste, som køber deres bolig kontant – og nærmest aldrig for førstegangskøbere. Derfor skal du i gang med at finde den bedste finansiering.

Et boligkøb består som regel af tre elementer: realkreditlån, banklån og udbetaling. Med realkreditlånet kan du finansiere op til 80 procent af boligens salgsværdi. Med banklånet kan du finansiere op til 15 procent af boligens pris. Og til sidst er udbetalingen, som er din egen formue – altså opsparing. Den skal kunne dække mindst 5 procent af den samlede købssum.

Udover sammensætningen af din finansiering skal du overveje afdragsfrihed og løbetid. På de fleste realkreditlån kan du selv vælge mellem at betale af på lånet med det samme eller få et par år, hvor du har afdragsfrihed. Eksempelvis for at afdrage på banklånet. Derudover kommer løbetiden – altså hvor længe du vil være om at betale lånet tilbage. Det kan være eksempelvis være 10, 20 eller 30 år. Ved kortere lån er det den månedlige ydelse ofte højere, men der kan heller ikke nå at løbe helt så store rentebeløb på. Tag vurderingen sammen med din rådgiver, og find den rigtige løsning til din økonomi.

Kan man fortryde sit køb?

Ja, du kan fortryde dit boligkøb – men der er nogle regler, du skal kende.

Først og fremmest kan du uden videre fortryde din underskrift på købsaftalen, hvis sælger endnu ikke har skrevet under. Før begge underskrifter er på, er aftalen ikke bindende. Du skal blot meddele, at du trækker dit bud tilbage.

Hvis både køber og sælger har skrevet under på købsaftalen, er den bindende. Du kan dog som køber fortryde inden for senest seks hverdage fra underskriften er sat. Du skal i denne situation give sælger besked og betale en godtgørelse til sælger på 1 procent af købesummen.

Derudover kan du underskrive købsaftalen med en række forbehold, som sikrer at din rådgiver eller advokat kan fraråde købet og dermed gøre brug af fortrydelsesretten.