Projekt hus og have om vinteren

Vi er allerede gået ind i den anden efterårsmåned, og nærmest fra den ene dag til den anden blev det efterår med kulde, blæst og regn. Det virker naturligt, at vi trækker os indenfor og lægger husprojekter på hylden for at hellige os hyggen og det sociale liv i julemånederne. Men det bør vi faktisk ikke – der er mange projekter, du kan starte op i vinteråret for at gøde jorden til foråret. Derudover er det måske koldt, men det er sundt at få frisk luft og motion gennem havearbejde også om efteråret og vinteren.

Tøm tagrenderne regelmæssigt

Efterårsstormene blæser bladene ned i dine tagrender, og husker du ikke jævnligt at rense dem gennem vinter og efterårsmånederne, vil de rende over og vandet vil danne ekstra fugt omkring husets sokkel, eller give frostsprægninger eller nedbrydning af husets facade. Det er bestemt ikke ønskværdigt op til vinteren, da for meget vand omkring soklen desuden kan forårsage revner i fundamentet, en utæt kælder eller vandskader. Er din sokkel meget fugtig allerede i de tidlige efterårsmåneder, kan det være en nødvendighed at få installeret et dræn omkring huset, så du tager eventuelle problemer i opløbet.

Forstærk træværket og forsejl havemøblerne

Sørg for at give dit træværk en ekstra omgang træbeskyttelse før vinteren for alvor sætter ind. Det forhindrer, at træværket tager skade af frost, vand og vind.

Har du trapper af træ op til hoved eller bagdør, bør du sørge for, at der er skridsikker belægning på trappetrinene, så der ikke sker unødvendige ulykker, når trapperne bliver glatte af vand, is eller sne.

Du bør også pakke dine havemøbler sammen og eventuel overdække dem med presenning. Storme, vand og vind tærer på overfladen, og derudover kan de lette møbler blæse væk og forårsage skader på dit og andres husfacader.

Tyveribeskyt huset

Med vintermånederne kommer også en del sociale arrangementer, juleferie og vinterferier væk fra hjemmet – der er derfor ikke noget at sige til, at julemånederne er højsæson for indbrud og røverier. Men du kan faktisk gøre en del simple ting for at forebygge uvedkommende gæster.

Først skal du sikre dig, at vinduer og døre er i topform. En god solid lås, der er svær at brække op hjælper et langt stykke af vejen, da de fleste tyve kommer ind gennem døren. Samtidig skal du tjekke efter, at alle vinduer kan lukkes, og at vinduesrammen er sund og stærk.

Sørg for at få installeret tænd og sluture til dit lys og eventuelt til en radio. På den måde ser der ud til, at der er nogen hjemme, og det mindsker dine chancer for indbrud betydeligt.

Derudover kan du faktisk uden betydelige omkostninger få dig en overvågning i hjemmet, som du kan administrere via din telefon. Alt du skal bruge er en Ipad, et beslag og en smartphone. Både Ipaden og telefonen har du sikkert i forvejen, og du kan på nettet finde en billig dock til at holde din Ipad oprejst, så den kan bruges som kamera. Herefter skal du downloade en app på din mobiltelefon, eksempelvis Presence by People Power. Hvorefter du har et fuldt funktionsdygtigt overvågningssystem til hjemmet.

Du kan også investere i et alarmsystem, der går over din telefon. Her kommer der en sms ind, når alarmen går. Alliér dig eventuelt med en nabo, som kan kigge forbi, hvis alarmen går, når du ikke er hjemme. En alarm, der går i gang er ofte stressfaktor nok for tyvene til, at de tager benene på nakken uden tyvekoster.

Huskøb om efteråret giver store nedslag

Går I med projekt huskøb, så er efteråret og vinteren faktisk et ideelt tidspunkt at se sig omkring. En opgørelse fra Bolius viser, at det gennemsnitlige nedslag i husprisen er størst i efterårs/vintermånederne, såsom november, december og januar både på fritidshuse og helårsboliger. Det skyldes både det faktum, at højsæsonen for huskøb ligger i de varme forårs- og sommermåneder, hvor huset og haven står flottest, og derudover virker det måske mere overskueligt at skulle bo i flytterod, når der ikke er frost og sne udenfor. Men der sker både dødsfald og skilsmisser året rundt, og derfor vil der konstant opstå et akut behov for at sælge sin eller et familiemedlems bolig – sæson for hussalg eller ej. Tag fat i en kyndig boligadvokat, der kan hjælpe med den administrative del af hushandlen og skødeskrivningen, før du påbegynder din boligjagt. På den måde kan du tilbyde sælger en hurtigt handel imod at få et stort nedslag i købsprisen.