I Gràcia-distriket i Barcelona ligger der en meget smuk og arkitektonisk park. Parken, der er tale om, er Parc Güell, og det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at den er udtænkt og tegnet af catalanske Antonio Gaudí.
Hvis du gerne vil se Barcelona fra en smuk og meget grøn side, så kan vi i den grad anbefale dig at besøge Parc Güell. Når vi selv er i byen, plejer vi at tage i parken for at slappe af og komme lidt væk fra ”bylivet”. I øvrigt har vi haft stor succes med at tage en lille madpakke med i parken og nyde den i et lille og hyggeligt hjørne af den store have.
Da parken er en af de mest kendte seværdigheder i Barcelona, har vi selvfølgelig valgt at skrive en artikel om den, så du kan læse lidt om, hvad der venter dig i den smukke Parc Güell.
Lidt om parken
Parken blev bygget tilbage i starten af 1900 tallet (1900-1914), hvor den oprindeligt var tiltænkt som et større boligområde for de rigeste familier i Catalonien. Dog gik dette projekt i vasken, og det skyldtes især Eusebi Güells død – som var en meget rig mand, der pumpede penge ind i projektet.
Kort efter hans død blev det besluttet, at parken skulle sælges til Barcelonas kommune, så den kunne åbnes for offentligheden. I dag fungerer parken stadig som en offentlig bestanddel – og har stadig sit navn efter pengemanden Eusebi Güell.
Gaudí og Parc Güell
Antoni Gaudí var en af hovedmændene bag parken. Dog var han langt fra alene om at udtænke parkens arkitektoniske strukturer og skulpturer. Under arbejdet fik han stor hjælp af designeren Josep María Jujol. Jujol har designet en stor del af parkens indhold herunder den meget populære og berømte bænk, der er lavet af mosaiksten.
Når du lige er gået ind gennem indgangen, vil du møde en skulptur, der mest af alt minder om et drage-lignende dyr. Denne skabning er parkens mest berømte skulptur, og den er designet af Gaudí.
Vidste du godt, at parken/haven er 17,18 ha, hvilket gør den til et af de største arkitektoniske værker i Europa?
Sådan kommer du hen til Parc Güell
Metro
Vælger du at tage metroen til parken, skal du være forberedt på at gå de sidste 200 meter op ad en stejl bakke. Metroen stopper nemlig ikke helt tæt ved parken. Du skal stå af ved ”Lesseps”, hvis du tager den grønne linje, L3.
Taxi
Hvis du er dårligt gående, er du nødsaget til at tage en taxi helt op til indgangen af Parc Güell. Du fortæller blot taxachaufføren destinationen – og så skal du nok blive kørt helt til døren.
Turistbusser
Du kan også vælge at tage en af de mange turistbusser til parken. Dog skal du ligesom med metroen også være forberedt på at skulle gå de sidste 2-300 meter op ad en stejl bakke for at nå til indgangen.
Åbningstider
25 oktober til 23 marts: 08.30 – 18.00
24 marts til 19 oktober: 08.00 – 21.30
Et par gode råd
- Kom i god tid. I højsæsonen er der virkelig mange mennesker i parken. Derfor kan det anbefales at komme lidt uden for den ”normale” besøgstid. Dette giver dig mere ro til at studere de forskellige værker af Gaudí m.fl.
- Du kan med fordel købe dig en masse lækre og sydlandske frugter at tage med i parken. Parken er fyldt med en masse hyggekroge, der bare venter på at blive brugt som spisested.